Tid til forandring

Kender du, eller er du bekendt med, nogen, der lider af angst? De fleste gør, de ved det bare ikke. Jeg har angst. Social angst.. fandt jeg ud af. Og nu vil jeg gerne dele min historie med dig.

Jeg er nemlig kommet frem til at jeg har det bedst med, at mine omgivelser, og medmennesker, kender min situation. Ikke at det er ensbetydende med at jeg forventer at blive forstået – for det kan være svært at sætte sig ind i det at have angst, specielt hvis ikke man selv har oplevet det. Men forhåbentlig giver nogle af mine handlinger (eller mangel på samme) måske lidt mere mening.

Lad mig starte helt fra begyndelsen..

Jeg har i rigtig mange år (vi snakker i hvert fald 15 år), haft det svært med at skulle være social. Lige så snart der er nogen jeg ikke kender, eller hvis jeg ikke ved hvad der skal ske, bliver jeg utryg, nervøs, bange og får hurtig hjertebanken, røsten på stemme og hænder, jeg får røde plamager på brystkassen, bliver svimmel og får hedeture. Jeg føler mig panisk. Ville du være social, hvis du fik det sådan? Jeg har i hvert fald, så længe jeg kan huske, altid forsøgt at undgå det. Oftest har jeg deltaget i sociale sammenhænge for andres skyld, fordi jeg tænkte at de ville blive kede af det eller sure, hvis jeg takkede nej.

Det har ikke altid været så voldsomt. Det begyndte med at jeg fik det sådan, hvis jeg, i et socialt sammenhæng, ikke kendte størstedelen af selskabet. Det kunne eksempelvis være til fester med venner, familie eller skoler – eller på lejrture, hvor der også var klasser fra andre skoler.

Når kroppen siger fra

Der er ingen tvivl om at min krop stritter imod, i de situationer. Men min krop siger også fra på andre måder. Jeg bliver ofte syg. Altså, jeg har været afsindig meget syg. Jeg har aflyst mange aftaler med venner og veninder (hvilket også har kostet mig 2 veninder inden for de sidste 2 år, men jeg bebrejder dem ikke). Jeg har haft (alt) for meget fravær på diverse job og skoler (folkeskole, efterskole, HF og pædagogseminaret) – alt sammen pga. sygdom. Jeg tænker at det har været irriterende at være i gruppe og skrive opgave med mig. Og ikke mindst de arbejdspladser jeg har haft – sikke en medarbejder, og kollega, jeg har været! Jeg har haft virkelig dårlig samvittighed over det. Over alt sammen. Men sket er sket. Hvis sandheden skal frem, skal det siges, at jeg sjældent var rigtig syg. Altså med feber og alt det der. Men hvis jeg havde den mindste smule snue, var det bare en anledning til at melde mig syg eller aflyse en aftale. Så undgik jeg at være social.

Alt det her er kun blevet værre med årene. Nu skal der altså kun være én tilstede, jeg ikke kender, for at angsten kommer snigende. Faktisk er der også mennesker jeg kender, som jeg ikke kan være sammen med, uden at få mindst ét af symptomerne på angst. Nogle dage kan det være så slemt, at jeg kan finde på at “gemme mig”, hvis jeg får øje på en person på gaden, jeg kender.

Påvirker min hverdag

OCD?

Alle, der kender mig, ved, at jeg har en lille grad af OCD (det har lægen endda bekræftet). Nogle ting skal bare være eller stå på en bestemt måde, ellers kan jeg ikke sove. Det er selvfølgelig ikke helt sandt. Jeg falder i søvn på et tidspunkt.. Men det tager mange timer, fordi jeg ikke kan slippe tanken om at et billede står ½ cm forkert. Jeg har nogle bestemte linjer jeg kigger efter, når jeg stiller en ting. Det er alt fra en stol til fjernbetjeningen. Det er faktisk ret ironisk, for jeg kan sagtens rode meget (nu har jeg selvfølgelig også to små drenge, der er vældig gode til at bidrage med rod – men det ser vi lige bort fra). Men når der ikke roder, skal tingene stå på en bestemt måde. Ellers får jeg hjertebanken, og kan som sagt ikke slippe tanken, før jeg har rettet op på “fejlen”. I værste tilfælde græder jeg. Jeg husker tydeligt første gang det skete for mig. Jeg var 8 eller 9 år (så det er 19-20 år siden), og min mor havde ryddet op gjort rent på mit værelse. Da hun var færdig, og jeg var alene på mit værelse, så jeg at hun havde sat en ramme i en “forkert” vinkel i vindueskarmen. Altså vi taler kun om få cm. Men det var nok til at min verden brød sammen, og jeg begyndte at græde.

En anden ting jeg gør (og som de fleste der kender mig, har oplevet), er at jeg spiser min mad på en bestemt måde. Hvilket der også er blevet grinet en del af. Og selvom jeg har grinet med, er sandheden ret enkel. Det er ikke spor sjovt i virkeligheden. For hele min verden går i stå, hvis min opstillede mad skulle blive ødelagt af andre. Den måske underligste ting jeg spiser på en bestemt måde, er clementiner. Op til flere har taget et billede, fordi de synes det er tilpas mærkeligt og sjovt. Jeg er naturligvis uenig i at det er sjovt, men kan godt se at det ikke er helt normalt. Anyway. Jeg skræller den, piller alt det hvide af og lægger dem i størrelsesorden på bordet. Så spiser jeg den største først, og slutter af med den mindste. Jeg kan ikke spise en clementin anderledes. Spørg mig ikke hvorfor.

Lister laver jeg mange af. Jeg laver endda lister over lister, jeg skal lave! En simpel indkøbsliste med måske 3-4 varer, kan jeg lave om 6 gange. Virker det ekstremt? Ikke for mig. Hvis jeg eksempelvis rydder op i en skuffe og finder nogle gamle lister. Så bliver jeg (føler jeg) nødt til at lave dem om, hvis nu jeg har skiftet håndskrift eller hvis jeg ikke længere synes at valget af kuglepen passer. Jeg kan også finde på at lave en liste over min dag, som denne:

• Bjørn i vuggestue
• Spis morgenmad
• Gå i bad
• Sov lur
• Hent Bjørn

Efter at den er lavet, kigger jeg slet ikke på den. Og jeg skriver den jo ikke fordi, jeg ellers ville glemme at aflevere Bjørn i vuggestuen. Men jeg bliver nødt til at skrive den. Jeg kan ikke forklare det. Men hele min krop vil have at jeg skal skrive den liste.

De her lister, og andre OCD-ting, jeg gør, er helt klart en følge af den her sociale angst. Jeg har et enormt stort behov for at vide alt, hvad der skal ske. ALT. Det kan man ikke, det er jeg godt klar over. Men med de her ting, har jeg i det mindste en kontrol. Og det hjælper mig med at slappe af, på en eller anden måde. I et socialt sammenhæng har jeg ingen kontrol. Og specielt i et socialt sammenhæng, hvor jeg bliver spurgt om noget – hvilket jo er HELT normalt, i en helt normal samtale – tager min angst over. Hvilket ofte resulterer i, at det svar jeg kommer med, bliver totalt misforstået, fordi jeg gerne vil sige så lidt som muligt, og derfor kommer til at formulere mig forkert. Og jo mere jeg bliver misforstået, jo sværere får jeg det med de mennesker, som misforstår mig. Jeg bliver mere og mere bange for at være social med dem. Det er rigtig hårdt og ubehageligt.

Banke, banke på!

Vi bor i en andelsboligforening, som kun tæller vores opgang. Jeg ved ikke om det er fordi at andelsboligforeningen er så lille, at det er naturligt for folk bare at banke på, men der bliver i hvert fald banket på i tide og utide. Mest af alt bare utide (!!!). Og jeg synes at det er meget ubehageligt. Når det banker på døren (og min mand ikke er hjemme), galoperer mit hjerte afsted, samtidig med at det føles som om at det stopper med at slå. Når nogen banker på vores dør, fremprovokerer det i dén grad min sociale angst. Så jeg åbner stort set aldrig døren.

Helt det samme gælder, når min telefon ringer (ligegyldigt om det er nogen jeg kender eller ej) – eller hvis jeg skal ringe til eksempelvis YouSee eller en læge, som den anden dag da jeg skulle ringe til en allergolog (græspollenallergi siden 2009). I sådanne situationer får jeg min mand til at ringe for mig. Det har han gjort længe, og det er jeg ham virkelig taknemmelig for.

Tid til forandring

“The first step towards getting somewhere, is to decide that you are not going to stay where you are.”

Det er virkelig ikke særlig rart at have det sådan her. Så nu siger jeg stop! Jeg brugte hele sidste år (!) på at tage beslutningen om at få professionel hjælp. Her i januar gik jeg så endelig til min egen læge og fortalte hende, hvordan jeg har det generelt, og i sociale sammenhænge. Hun sagde at jeg har social angst, og at jeg er rigtig god til at skjule det – for det havde hun aldrig selv gættet, hvis ikke jeg havde sagt noget.

Hvorfor først søge hjælp nu? Det er vel aldrig nemt at indrømme, at man har det svært og har brug for hjælp? Det var det i hvert fald ikke for mig. Det tog mig et helt år fra tanke til handling. Da vi skrev 2017 stod jeg med en dreng på knap halvandet og en til på vej. Jeg kiggede på Bjørn og holdt min hånd på min gravide mave, og tænkte, at det skal fandeme være løgn. Ikke om jeg vil lade min lidelse påvirke eller gå ud over dem. Det nægter jeg! Og så er nok også bare nok. For min egen skyld, bliver jeg nødt til at få hjælp.
Man kan tage 2 sinds-tests (jeg ved ikke hvad den rette betegnelse er) hos lægen. Den ene er vedr. depression, og den anden er om hvorvidt man har en angst tilstand. Der 5, og jeg er en 4’er. Den der test afslørede også at den her angst fylder mere end jeg selv tror. Det var bl.a. her jeg fandt ud af at angsten er skyld i min OCD. I 10 år har jeg lidt af for meget mavesyre (det er et under, at jeg ikke har fået mavesår – siger lægen og jeg selv), hvilket angsten er skyld i, ligesom den også er skyld i min spændings hovedpine.

Til april skal jeg så til psykolog. Af eget valg, vel at mærke. Det var selvfølgelig min søde mand, der ringede og bookede tiden for mig. Indtil da har jeg ugentlige samtaler med min læge, hvor hun klæder mig på til det her første møde med psykologen. Han er jo et nyt menneske, jeg ikke har mødt (angst-alert!).

Meningen med dette indlæg

Det er kun 2-3 måneder siden at jeg fortalte mine forældre om alt det her. Min mand har stort set vidst det siden dag 1. Og hvad angår andre, så kan det tælles på én hånd, hvem der ellers ved det. Men nu ved du det altså. Ligesom alle andre, der har læst dette. Det er, som min læge så fint sagde “du er god til at skjule det”. Måske vidste du det godt? Måske er der nogle brikker der falder på plads, efter at have læst mit indlæg? Jeg er i hvert fald både glad og lettet over at have skrevet det. For det er virkelig ikke nemt at fortælle ansigt til ansigt, specielt hvis du står mig nær.

Tak fordi du læste med ❤